Frederik Cilius // biografi

Inkarnation af Dirch Passer

Frederik Cilius er en af landets førende komikere.

Hvis du f.eks. har Anders Matthesen på førstepladsen; og lad os sige, Uffe Holm på halvtredsindstyvende pladsen, så ligger Frederik Cilius et sted lige derimellem.

Beviset for dét er bl.a. at han har vundet prisen Årets Komiker 2017 samt et hav af andre priser. Endda nogle af dem, hvor der følger rigtige penge med.

En clairvoyant har engang fortalt Frederik, at han er en inkarnation af Dirch Passer. Noget han dog ikke selv tror på, selvom det faktisk giver rigtig god mening: Dirch Passer døde i 1980 og Frederik blev født i 1986 og en gennemsnitlig ”sjæletænkepause” i himlen varer præcis seks år.

Selvsamme clairvoyant har også konstateret, at Frederik ydermere er en inkarnation af den danske komponist, Carl Nielsen. En konstatering, som Frederik også stiller sig stærkt tvivlende overfor, selvom Carl Nielsen har det tilfælles med Frederik, at de begge kan/kunne spille på et instrument. (Frederik spiller klarinet og Carl Nielsen spillede violin!)

Renæssancemenneske

Frederik Cilius er engang blevet kaldt et renæssancemenneske. Det er i virkeligheden en meget korrekt beskrivelse. Han er et utroligt begavet, vidende og klogt menneske.

Et faktum, der underbygger den påstand, er, at Frederik har sprunget, ikke bare ét, men hele TO klassetrin over.

Når Frederik Cilius fortæller folk om dén bedrift, fraråder han dog altid andre forældre, at gøre det samme med deres højt begavede børn. Børnene – som han forklarer – ”vil stadig være langsommere udviklet end børnene i den nye klasse”.

Noget der helt konkret kan ses på størrelsen på deres kønsorganer, hvilket særligt børn i folkeskolealderen har en tendens til at gå mere op i end den akkumulerede viden indenfor f.eks. Nordisk mytologi.

Rasmus Bruun, oktober 2021

Foto: Klaus Vedfelt

Fun fact om Frederik Cilius:

Han spiller den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm kendt fra Den Korte Radioavis.

Rasmus Bruun

Her kan du læse hvad Frederik Cilius skriver om Rasmus Bruun