Kurv

Rasmus Bruun interviewer René Fredensborg på Bogforum

Fredag den 5. november 2021 klokken 14:00 kan man opleve Rasmus Bruun interviewe René Fredensborg på Bogforum i Bella Center Copenhagen.

Samtalen finder sted hos Gyldendals stand (C1-001) og handle om René Fredensborgs nye bog, Sjuft, som Gyldendal udgav tidligere i år.

// // // // // // // // // //

Frederik Cilius anmelder Sjuft:

Rasmus Bruun og jeg har tit joket med – efter at René, tømmemændsramt var stået op fra den sofa inde på Radio24syv, han som interimistisk hjemløs far til 6 periodevis sov på – at vi ikke ville kunne overleve 5 minutter i René Fredensborgs kaotiske slalomkørsel af et liv.

Efter at have læst den selvbiografiske sjufts “Sjuft”, så vil jeg sige, at 5 minutter måske faktisk var lidt for højt sat – måske ville jeg ikke kunne klare 1 minut.

Alligevel er det fortrøstningsfuldt at læse bogen, for René har skrevet en roman – og den er god. Virkelig god faktisk.

Når jeg skriver faktisk, så kan det måske lyde som om jeg er overrasket, og det er jeg faktisk også, faktisk.

For jeg har aldrig mødt et menneske som René, der er så rendyrket et clusterfuck. En der kan gøre enhver god ting til en dårlig ting, enhver mulighed til en umulighed – en omvendt Kong Midas, om du vil – i en sådan grad, at man til sidst står på sidelinjen – på behørig afstand af kaosset – og skriger til himlen.

Men her har han sgu gået planken ud og er lykkedes med en Knausgaardboullionterning af en selvbiografi.

Den er en ærlig, morsom, rørende, sprogligt enormt underholdende og ikke mindst skræmmende bog om tilfældet, tragedien, clusterfucket og antipositionen René Fredensborg.

Læs den før din nabo. René har brug for pengene.

// // // // // // // // // //

Forlagsbeskrivelse af Sjuft:

På den filippinske ø Panglao ligger et lille stykke Danmark. Icebear hedder baren, Bjarne hedder ejeren.

Han er egentlig VVS’er fra Vamdrup ved Kongeåen, far til Dennis, Kenneth og René.

For René, hans ældste søn og mulige arving til det filippinske barrige, hedder han kun en ting: Don Bjarno, og han er og bliver et mysterium.

Bjarne fra Vamdrup kan tæve rockere og tømme fadølsankre.

Han lærer den unge René at score kvinder, og han lærer ham, at man må være kold for at klare sig gennem tilværelsen.

Måske er det derfor, han efter skilsmissen fra Renés mor aldrig er til stede; altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og så, da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed, hotelejer på Filippinerne.

Da René i 2010 rejser til Filippinerne for at fejre Don Bjarnos 60-års fødselsdag, har de begge flere forliste ægteskaber bag sig.

Don Bjarno har giftet sig igen, filippinsk, og det viser sig med årene, at der er også mulighed for giftermål for René.

Men er livet med et hotel og filippinsk storfamilie så ukompliceret, som Don Bjarno beretter?

Romanen Sjuft af René Fredensborg er en fortælling om en lang rejse fra Sønderjyllands grå tåge til den bagende sol på Filippinerne.

Om at blive den far, man havde svoret ikke at være.

Det er arbejderklassens våde, men uglamourøse globalisering, en kuldslået roman om at begå sig i verden som en sjuft.